tirsdag den 25. september 2007
torsdag den 13. september 2007
Mor = Luna
For nogle år siden fik jeg en lækker Ralph Lauren sommerjakke af Andreas i fødseldagsgave. Jakken er sart blå, sådan lidt trenchcoat i faconen og tja - dejlig, praktisk og pæn, synes jeg.
Men ih hvor har jeg fået kommentarer for den frakke. En af mine veninders nuværende mand slog hovedet på sømmet, da han udbrød Eeej hvor du altså ligner Luna i den frakke. Jeg kender ham, han er det rareste væsen, og kommentaren var slet ikke ment det mindste ondskabsfuldt. Snarere blev han vel barnligt glad for at se en Luna-frakke i liveste live. Men ih hvor den sved!
Frakken har jeg stadig. Og bruger den, når vejret ellers er til det. Forleden havde jeg den på, da Sophie og jeg cyklede en lang tur oppe ved vandtårnet.
Da vi kom hjem, var hun lidt pjevset og småsulten. Jeg ville skynde mig at lave mad, men hun hang i bogstaveligste forstand i skørterne (ok, ok, bukserne). Til sidst søgte jeg til den udvej alle forældre nok har valgt (med skam eller glæde) på et eller andet tidspunkt: Børnetime.
Faktisk har Sophie ikke set meget fjernsyn i tidens løb. Det har mest været når hun har været syg, og så har Animal Planet været favoritten. Der er nu ikke noget som et par jagende løver...
Men så opdagede vi Bamses Billedbog. Det er altså et hit. Krudtuglen sidder helt stille i den halve time showet varer, medmindre altså, at hun kærligt "aer" fjernsynet (læs: banker på det).
Denne dag fik Sophie lov til at se Bamses Billedbog. I mine sorte øjeblikke bilder jeg mig ind, at det er pædagogisk, opdragende og udviklende, men altså - det er bare fjernsyn.
Sophie sad så sødt på tæppet og kiggede betaget. På et tidspunkt lod jeg gryder være gryder og gik ind for at se til hende. Dér sad hun og grinede, for på skærmen dansede Luna og Bamse rundt. Ganske rigtigt - Luna i den karakteristiske blå frakke. Sophie peger som en vis hærfører - det gør hun meget for tiden - på skærmen og så på mig og slår en stor latter op.
Kvik pige, ikke?
Kvik pige, ikke?
Seje moster Nanna
Kan man godt være fan af sin lillesøster? Jeg er!
Moster Nanna, som hun mestendels kaldes i dag (alternativt FrederikogNanna), er simpelthen verdens sejeste tøs. Jeg bukker mig dagligt i støvet for hende.
Pigebarnet er ikke blevet kandidat endnu. Bevares, det haster ikke. Hun er kun 25 (et halvt, ville hun tilføje her), og på den traditionsrige institution KUA er knap 6 års studietid ikke at regne for noget. Der må flere år til, du!
Men min søde søster er ikke ligefrem en, der noler. Hun er derimod et eksemplarisk dydsmønster når det kommer til erhvervsrelaterede studiejobs. Og ekstremt god til at netværke. Og en opportunist, som ikke lader jævnaldrende mænd noget at prale af. Denne kvinde kan selv, kan I tro.
Skal jeg forklare? Ok.
Nanna er ved at forhandle sin første bogkontrakt hjem. Med Gyldendal, for at det ikke skal være løgn. Nu skal man ikke skyde skindet før bjørnen er solgt, men bare det at hun forhandler er da vildt! Og jeg kender Nanna - hun skal nok få lusket den hjem.
Så har hun fået sig et lille fint studiejob dette efterår, som gymnasielærer på Stenløse Gymnasium. Retorik er ved at blive et anerkendt gymnasiefag (igen), og det vil frk Flindt gerne eksercere nutidens ungdom udi. Kombineret med lidt engelsk til husbehov - der skal vel smør på brødet. Fra Emmerys, for det betaler bogkontrakten vel!
Når man nu alligevel tuller rundt derude på Stenløse, kan man vel lige så godt undervise områdets lærere i lidt retoriske fif og værktøjer. Hun har altså fået til opgave at lave et undervisningsforløb for undervisere der gerne vil arbejde med retorik i undervisningen.
Godt så.
Nå ja - noget for noget. Skal de have hende til at undervise 3 klasser i engelsk, lave retorikundervisning og i øvrigt indfinde sig til flere lønsamtaler, så må de hoste op med et pædagogikum. Søster gav dem et ultimatum. Svaret kommer inden efterårsferien. Vi kan godt købe gaver allerede.
Seje moster. Vildt seje moster. Det er MIN søster. Lillesøster.
Komplekser? Mig? Heldigvis ikke så mange. Det er hun alt for elskelig til.
Desuden kan jeg vel tage en del af æren.* Uden mig ville hun slet ikke været nået så langt, vel?
Jeg håber, at Sophie vil tage moster som forbillede, når hun bliver større. Faktisk må hun godt begynde så småt nu, for moster har meget pæne bordmanerer. Hun smider heller ikke så mange bøger på gulvet. Og hun synger mere end hun trommer med skeer, legetøj, sko, mors hårlak og hvad der ellers er i nærheden. Så håber vi bare, moster får en lille animæsk dreng der kan have mig som forbillede...
*For dem der ikke var med til brylluppet er historien kort, at jeg lærte Nanna alt om at stave, skrive skønskrift og naturligvis de grundlæggende didaktiske principper. Vi sad på trappen, hun skrev af efter mine fine bogstaver (én linje med lutter A'er, så en linje med B'er osv), mens jeg sad med den røde pen: Ful, ful, ful - deeen är fiiin! Duktig, Nanna. Meget pædagogisk, ikke?
Moster Nanna, som hun mestendels kaldes i dag (alternativt FrederikogNanna), er simpelthen verdens sejeste tøs. Jeg bukker mig dagligt i støvet for hende.
Pigebarnet er ikke blevet kandidat endnu. Bevares, det haster ikke. Hun er kun 25 (et halvt, ville hun tilføje her), og på den traditionsrige institution KUA er knap 6 års studietid ikke at regne for noget. Der må flere år til, du!
Men min søde søster er ikke ligefrem en, der noler. Hun er derimod et eksemplarisk dydsmønster når det kommer til erhvervsrelaterede studiejobs. Og ekstremt god til at netværke. Og en opportunist, som ikke lader jævnaldrende mænd noget at prale af. Denne kvinde kan selv, kan I tro.
Skal jeg forklare? Ok.
Nanna er ved at forhandle sin første bogkontrakt hjem. Med Gyldendal, for at det ikke skal være løgn. Nu skal man ikke skyde skindet før bjørnen er solgt, men bare det at hun forhandler er da vildt! Og jeg kender Nanna - hun skal nok få lusket den hjem.
Så har hun fået sig et lille fint studiejob dette efterår, som gymnasielærer på Stenløse Gymnasium. Retorik er ved at blive et anerkendt gymnasiefag (igen), og det vil frk Flindt gerne eksercere nutidens ungdom udi. Kombineret med lidt engelsk til husbehov - der skal vel smør på brødet. Fra Emmerys, for det betaler bogkontrakten vel!
Når man nu alligevel tuller rundt derude på Stenløse, kan man vel lige så godt undervise områdets lærere i lidt retoriske fif og værktøjer. Hun har altså fået til opgave at lave et undervisningsforløb for undervisere der gerne vil arbejde med retorik i undervisningen.
Godt så.
Nå ja - noget for noget. Skal de have hende til at undervise 3 klasser i engelsk, lave retorikundervisning og i øvrigt indfinde sig til flere lønsamtaler, så må de hoste op med et pædagogikum. Søster gav dem et ultimatum. Svaret kommer inden efterårsferien. Vi kan godt købe gaver allerede.
Seje moster. Vildt seje moster. Det er MIN søster. Lillesøster.
Komplekser? Mig? Heldigvis ikke så mange. Det er hun alt for elskelig til.
Desuden kan jeg vel tage en del af æren.* Uden mig ville hun slet ikke været nået så langt, vel?
Jeg håber, at Sophie vil tage moster som forbillede, når hun bliver større. Faktisk må hun godt begynde så småt nu, for moster har meget pæne bordmanerer. Hun smider heller ikke så mange bøger på gulvet. Og hun synger mere end hun trommer med skeer, legetøj, sko, mors hårlak og hvad der ellers er i nærheden. Så håber vi bare, moster får en lille animæsk dreng der kan have mig som forbillede...
*For dem der ikke var med til brylluppet er historien kort, at jeg lærte Nanna alt om at stave, skrive skønskrift og naturligvis de grundlæggende didaktiske principper. Vi sad på trappen, hun skrev af efter mine fine bogstaver (én linje med lutter A'er, så en linje med B'er osv), mens jeg sad med den røde pen: Ful, ful, ful - deeen är fiiin! Duktig, Nanna. Meget pædagogisk, ikke?
mandag den 10. september 2007
Havnøvej 56
For enden af Danmarks længste elmealle slår vejen et lille smut. Hvor fristende det end kan være at drøne derudaf, med billedet af en lille rød MG og lange tørklæder i vinden på nethinden, er svinget lumsk og ofte glat af vand, mudder og røde efterårsblade. Det gælder altså om at sætte farten ned, nyde synet af det store gods for enden af alleen, de langstrakte marker og fjorden med dens store fugletræk.
Efter vejens lille bugt fortsætter elmealleen. Bag træerne strækker bløde bakker sig på begge sider, og her græsser køer i den lækreste brune farve. Nora og hendes veninder er et par bredrøvede damer, men farven er ubetalelig. Den aer virkelig øjet. De kigger som regel dovent efter bilen, skal lige se hvem der nu forstyrrer midt i eftermiddagsbøvsen.
På toppen af bakken står en gammel vindmølle. Visse festdage har den sejl på vingerne, for møllen er stadig i brug, selvom det absolut ikke er et kommercielt foretagende. Møllen står der, som en knejsende stolt dame der skuer ud over fjorden og landskabets undersåtter.
Blandt disse tæller mormor og morfar. De bor i et gult murstenshus fra for-forrige århundrede, med småsprossede vinduer og solsorteunger i tagrenden. Om aftenen er der en mærkelig, sort film for vinduerne, der er så stille at selv jeg nyder et tikkende vækkeur - man sover som spædbørn på Havnøvej.
Huset ligger for foden af møllen. Det vil sige, man skal krydse gennem køernes indhegning, gå 12 skridt hen ad skovstien, dreje til venstre ved det døde, sølvskinnede træ og snige sig langs marken med solsikker og majs. Brændestablen markerer hvor morfar have starter. Morfars mest, men mormor må også gerne gå i haven. I modsætning til hos naboen, hvor Merete er persona non grata i haven!
Her er græskar så store som traktordæk, sprøde squash, røde og gule tomater, bønner, ærter og store, saftige hindbær, Sophie helt selv kan nå. Pindsvinet hilser på i skumringen, fasanerne er opkaldt efter engelske konger (vi er nået til Henry) og svalerne holder flyveøvelser over den store græsplæne.
Havnøvej er himlen for trætte sjæle. Her er klar luft, god mad (det giver sig selv i min familie) og masser af tid. Andreas falder som regel i søvn i sofaen såsnart han sætter sig - ikke fordi selskabet keder ham, insisterer han på. Men sådan er Havnø-effekten bare. Man kommer helt ned i tempo, får tingene sat i perspektiv (eller i hvert fald på afstand) og kan nyde tiden, øjeblikket fuldt ud. Wellness på min måde: Ukrukket, ligetil og altid åbent. Og så kan man få mormors nybagte boller!
Efter vejens lille bugt fortsætter elmealleen. Bag træerne strækker bløde bakker sig på begge sider, og her græsser køer i den lækreste brune farve. Nora og hendes veninder er et par bredrøvede damer, men farven er ubetalelig. Den aer virkelig øjet. De kigger som regel dovent efter bilen, skal lige se hvem der nu forstyrrer midt i eftermiddagsbøvsen.
På toppen af bakken står en gammel vindmølle. Visse festdage har den sejl på vingerne, for møllen er stadig i brug, selvom det absolut ikke er et kommercielt foretagende. Møllen står der, som en knejsende stolt dame der skuer ud over fjorden og landskabets undersåtter.
Blandt disse tæller mormor og morfar. De bor i et gult murstenshus fra for-forrige århundrede, med småsprossede vinduer og solsorteunger i tagrenden. Om aftenen er der en mærkelig, sort film for vinduerne, der er så stille at selv jeg nyder et tikkende vækkeur - man sover som spædbørn på Havnøvej.
Huset ligger for foden af møllen. Det vil sige, man skal krydse gennem køernes indhegning, gå 12 skridt hen ad skovstien, dreje til venstre ved det døde, sølvskinnede træ og snige sig langs marken med solsikker og majs. Brændestablen markerer hvor morfar have starter. Morfars mest, men mormor må også gerne gå i haven. I modsætning til hos naboen, hvor Merete er persona non grata i haven!
Her er græskar så store som traktordæk, sprøde squash, røde og gule tomater, bønner, ærter og store, saftige hindbær, Sophie helt selv kan nå. Pindsvinet hilser på i skumringen, fasanerne er opkaldt efter engelske konger (vi er nået til Henry) og svalerne holder flyveøvelser over den store græsplæne.
Havnøvej er himlen for trætte sjæle. Her er klar luft, god mad (det giver sig selv i min familie) og masser af tid. Andreas falder som regel i søvn i sofaen såsnart han sætter sig - ikke fordi selskabet keder ham, insisterer han på. Men sådan er Havnø-effekten bare. Man kommer helt ned i tempo, får tingene sat i perspektiv (eller i hvert fald på afstand) og kan nyde tiden, øjeblikket fuldt ud. Wellness på min måde: Ukrukket, ligetil og altid åbent. Og så kan man få mormors nybagte boller!
mandag den 3. september 2007
Ordløs blog
Jeg har lige scrollet en tur og og ned ad bloggen.
Og hvad står der!? Ikke en skid - ja undskyld mit sprog. Men sproget er ikke-eksisterende på den blog, som skulle være min sproglige kanal, min oase i en død ørken uden kreative kilder, mit eget fristed uden regler.
Og hvad sker der så? Ikke et ord!
For en, som aldrig er hoppet på den med at sproget skulle være mindre værd, mindre kommunikerende, mindre levende end billedet, er dette virkelig en katastrofe.
Men Miss South Carolina er sjovere på film.
Annes skønhed svær at beskrive på én sides blog.
Har ordet tabt slaget?
Eller skal vi til at battle?
Og hvad står der!? Ikke en skid - ja undskyld mit sprog. Men sproget er ikke-eksisterende på den blog, som skulle være min sproglige kanal, min oase i en død ørken uden kreative kilder, mit eget fristed uden regler.
Og hvad sker der så? Ikke et ord!
For en, som aldrig er hoppet på den med at sproget skulle være mindre værd, mindre kommunikerende, mindre levende end billedet, er dette virkelig en katastrofe.
Men Miss South Carolina er sjovere på film.
Annes skønhed svær at beskrive på én sides blog.
Har ordet tabt slaget?
Eller skal vi til at battle?
Abonner på:
Opslag (Atom)
