Den ultimative barselstur

Det er helt galt, det her. Jeg har haft godt og vel 9 måneders barsel, som har været fantastisk dejlige. Skønne Sophie, som har underholdt og udfordret mig på alle måder. Men alligevel en fornemmelse af, at barslen ikke var helt som jeg havde forestillet mig den. For hey - trods en gudeskøn datter syntes jeg alligevel ikke, at barselslivet måtte vare for evigt.
Indtil vores Malmø-tur! Hvis alle barselsdage var som disse tre, jamen så skulle jeg have en 12-14 unger. For det var fantastiske dage!

Onsdag eftermiddag tog vi direkte fra babysvømning til færgen i Ebeltoft. Sophie var udmattet efter de våde øvelser (heriblandt dyk fra madras!), så hun sov hele vejen. Vågnede i færgekøen, smilede til sin mor og gik så i gang med en anden slags øvelser. Den slags som indbefatter fugtige øjne og en mørklilla plet i panden - og en herlig duft spredte sig i bilen. Nå ja, timingen kunne jo ikke være bedre. Så sejlturen blev til bleskift og en af Sophies nye yndlingsretter, tortellini med grøntsagssugo plus en hurtig tur ud i blæst og solskin for at se efter måger. Så drønede vi mod Malmö, prinsessen sang først for sin mor og sov derefter igen eksemplarisk. Jeg må være kedeligt selskab.
Vi tog fusen på familien Wåhlin med ankomst allerede halv syv, hvor Erik var i færd med at luge ukrudt og Christine lugede Alexander. De smed dog gladeligt ukrudt og bleer til side for at hilse hjerteligt på os. Alexander lever stadig op til sit navn, en dejlig stor og skøn unge med meget appetitlige kinder. Haps haps. Alexander er en moderne, metroseksuel mand med kontakt til sine følelser og en lidt anderledes scoreteknik. Men den virker! Sophies slumrende moderhjerte blev snart vakt af hans bævende underlæbe, stjålne øjenkast og sitrende bevægelser. Hun kastede sig ud i en klar Heathcliff-omfavnelse, som desværre blev misforstået. Alexander fik sit første kradsemærke ved øjet, som hans forældre heldigvis ikke tog så tungt. Det gav ham da også lidt ekstra edge, lidt mere macho-power.

Alexander og Sophie hyggede sig snart med hinanden. Ikke altid lige kærligt, mere en Burton & Taylorsk romance. Snuppede hinandens legetøj, viste deres tricks frem og snakkede lystigt. Dét gjorde mødrene også, længe og intenst. Tror ikke vi kom i seng før midnat en eneste aften, men det gjorde vist ikke så meget. Havde lidt dårlig samvittighed - jeg ammer jo ikke om natten længere - men Christine virkede som om hun fik ekstra energi af vores veninde-mødre-gruppe-dage. Jeg gjorde i hvert fald!
Og så har Christine generelt ret meget energi. Eller også har hun fundet ud af hvordan man kan loope døgnets 24 timer til 30 timer. Hendes hjem var som altid pletfrit, badeværelset ser stadig ud som om det er nybygget, køleskabet var pakket med lækkerier og menuen klar for alle tre dage - både til os og Sophie. Prinsessen har ikke været den samme siden; nu har hun virkelig tillagt sig prinsesse-manerer! Men hvordan kan man andet, når man konstant bliver underholdt med svenske børnesange, får skiftet ble på luksusmanér, får serveret lækre, nylavede retter og tilmed har Alexander ved sin side? Nøgen!?
Sophies mor har nu også svært ved at vænne sig til det pludselige fald i service. For udover at sørge for lækker mad, fantastisk selskab og fuld service til mit barn, syntes Christine også at hun skulle sørge for at jeg var i perfekt balance og fuldkommen afslappet efter mit ophold. Så min fantastiske veninde havde bestilt massage! Hvad siger man til sådan noget!? Hun er simpelthen for dejlig. Den perfekte værtinde og veninde.

Torsdag tog vi derfor på shoppingtur til Malmö. Mødtes med Caroline og hendes dreng Tim, som jeg ikke har set i 1½ år - siden brylluppet. Caroline og Fredrik flyttede til Schweitz lige efter brylluppet, fik Tim og er nu flyttet tilbage til Sverige. Det blev et glædeligt gensyn, og meget absurd. Sidst vi tre var sammen var jeg inført en stor flødeskumskjole, vi var vistnok igang med vores karrierer og himmelsk lækre (syntes vi selv). Nu sad vi som mødre med uglet hår og plettet tøj, men tre guddommelige børn. Og helt andre prioriteter. Mærkeligt, men ok.
(Kaffen blev i øvrigt indtaget på Espresso House, hvor man kan få kaffe latte med sojamælk. Nice...)
Så blev jeg masseret efter alle kunstens regler i en lille malmösk salon mens guldklumperne sov. Det burde være forundt alle småbørnsmødre; sådan en tur gør virkelig noget ved mit-barn-vejer-for-meget-og-jeg-løfter-forkert-myoserne. Tror nok jeg snorkede lidt? Vågnede i hvert fald op med et meget yndigt toiletbrætsmærke i mit ansigt, som først fortog sig efter en halv times tid. Heldigvis er der et filter, når man går rundt med klapvogn - folk ser ikke rigtig på personen. Allerhøjst ser de verdens bedste accessory: Sophie-ducks.
Dernæst råshoppede vi igen, denne gang i en af Malmös store børneforretninger, der havde udsalg. Forestil jer to småbørnsmødre powertalke om barnestole, legetøj, sutteflasker og hagesmække. Mens Sophie synger og Alexander grugler (sådan lyder han!). Vi var et dansk inferno uden lige, men svenskerne må vel vænne sig. Eller overgive sig.
Fredag lavede vi ikke rigtig noget. Altså, det gjorde vi, men det kan vist bedst betegnes som hygge. Barselshygge. Andre barselstøser ved hvad jeg snakker om. I andre - det er altså for besværligt at forklare. Man laver en hel masse og ingenting. Vasker tøj, støvsuger, leger med børnene, snakker, køber ind, glemmer 117 ting og husker 12 andre. Alt imens tiden går alt, alt for hurtigt.
Om aftenen var det mere voksenhygge. Andreas kom endelig hjem fra sejlads, landede i København og tog toget over sundet. Vi puttede ungerne og frådsede i rejegilde mens vi snakkede job, hus, børn og fremtid. Grinede og forsøgte at være lidt voksen-seriøse. Hvilket sjældent varer særligt længe i deres muntre selskab. Manglede dog den sædvanlige karaoke-optræden fra Christine, men vi havde også sunget børnesange hele eftermiddagen. Där kommer mamma, nu löser hon biljett. Nu stiger hon på, så tåget kan gå...

Lørdag og søndag var powerdage. Frokost hos Nanna med vidunderet Fredrik - han er dejlig - lynvisit hos Bindslev med tvillingerne og en højgravid Marianne og så op til bedsterne, hvor Christoffer og Imke også var på besøg. Som altid god mad og god snak, men Sophie var desværre blevet forkølet og var derfor ret pjevset. Hun blev puttet tidligt, og så blev det en aften som i gamle dage. Dejligt for os, men synd for Mie og Ole som sikkert havde glædet sig til at hygge lidt mere med Sophie.
Søndag var hun rigtig skidt, så jeg efterlod hendes hos den bekymrede far og kørte alene på barselsbesøg hos Charlotte og Jakob. Lille William var megalækker og meget, meget lille! Pludselig sagde jeg som alle andre mødre; tænk at Sophie engang var så lille. Det går stærkt.
Efter lidt babynus kørte jeg videre og hentede fødselaren, 79-årige morfar Egon. Han var i hopla og underholdt hele vejen til Gilleleje; om arbejdet på plejehjemmet, kirken, min kørsel og livet i al almindelighed. Herligt og meget morfar-agtigt.
Sophie var stadig meget sølle, så frokosten blev igen indtaget af lutter voksne. Hun var dog kæk nok til at følge med på vores gåtur langs vandet, og et par måger senere var hun helt ovenpå igen. Effekten holdt ikke så længe, men nok til at fødselaren fik smurt sit gamle hjerte med oldebørns-guf.
Søndag kørte vi hjemad. Småforkølede alle tre, med stor appetit på hjemlige dyner og rolige omgivelser. Mads ventede hjemme med aftensmaden næsten parat, og så blev det det tidlig puttetid igen for Sophie.

Den sidste uges tid har vi haltet lidt. Hygget, javist, men på halv kraft. Man skulle tro to forældre på barsel i det mindste kunne nå dobbelt så meget som én, men vi har snarere været dobbelt så ineffektive. Vasketøjet hober sig op, listen med "Do now" vokser og vokser, Sophie får sjældent mad til tiden - men jeg tror, hun nyder det alligevel. Falder udmattet og glad i seng om aftenen, med kaninen skruet ind til kinden og et saligt suk. Hendes forældre ligeså. Kaninen undtaget. Men vi har jo hinanden.