Tanker fra en sofa

Lørdag aften. Aalborg. Har haft en skøn dag med mand og barn, shoppet rundt, spist frokost på Mølletorv, nydt at solen for en gangs skyld skinnede.
Og hvorfor sidder vi så her, ved siden af hinanden og glor på huse?
Livet føles ikke helt rigtigt. Noget er i ubalance. Vi elsker hinanden, vores dejlige datter vokser sig stor og smuk (hjerteknusende, faktisk), vores hus er snart færdigt (sådan da) - men alligevel er vi ikke tilfredse.
Hvad er der galt?
Er vi en generation af aldrig-tilfredse? Aldrig nok? Stræbende på en usund måde? Ude af stand til at nyde nuet, altid på udkig efter mere, et andet liv, vores helt eget som ingen andre lever det?
Eller er det en sund utilfredshed? Godt at vi siger fra, ikke lader os nøjes, men siger. Fandme nej, vi har kun det ene liv, vi skal sgu ikke sådan her. Vi vil noget andet. Noget mere.
Jeg aner det ikke. Med lydsporet fra Amarcord (Stik mig en kvinde) i baggrunden og min elskede i ryggen burde alt jo være fryd og gammen.
Det er det bare ikke. Og faktisk ved vi godt, hvor skoen trykker.

Nu skal vi så bare lige gøre noget ved det.

Suk.