Havnøvej 56

For enden af Danmarks længste elmealle slår vejen et lille smut. Hvor fristende det end kan være at drøne derudaf, med billedet af en lille rød MG og lange tørklæder i vinden på nethinden, er svinget lumsk og ofte glat af vand, mudder og røde efterårsblade. Det gælder altså om at sætte farten ned, nyde synet af det store gods for enden af alleen, de langstrakte marker og fjorden med dens store fugletræk.
Efter vejens lille bugt fortsætter elmealleen. Bag træerne strækker bløde bakker sig på begge sider, og her græsser køer i den lækreste brune farve. Nora og hendes veninder er et par bredrøvede damer, men farven er ubetalelig. Den aer virkelig øjet. De kigger som regel dovent efter bilen, skal lige se hvem der nu forstyrrer midt i eftermiddagsbøvsen.
På toppen af bakken står en gammel vindmølle. Visse festdage har den sejl på vingerne, for møllen er stadig i brug, selvom det absolut ikke er et kommercielt foretagende. Møllen står der, som en knejsende stolt dame der skuer ud over fjorden og landskabets undersåtter.
Blandt disse tæller mormor og morfar. De bor i et gult murstenshus fra for-forrige århundrede, med småsprossede vinduer og solsorteunger i tagrenden. Om aftenen er der en mærkelig, sort film for vinduerne, der er så stille at selv jeg nyder et tikkende vækkeur - man sover som spædbørn på Havnøvej.
Huset ligger for foden af møllen. Det vil sige, man skal krydse gennem køernes indhegning, gå 12 skridt hen ad skovstien, dreje til venstre ved det døde, sølvskinnede træ og snige sig langs marken med solsikker og majs. Brændestablen markerer hvor morfar have starter. Morfars mest, men mormor må også gerne gå i haven. I modsætning til hos naboen, hvor Merete er persona non grata i haven!
Her er græskar så store som traktordæk, sprøde squash, røde og gule tomater, bønner, ærter og store, saftige hindbær, Sophie helt selv kan nå. Pindsvinet hilser på i skumringen, fasanerne er opkaldt efter engelske konger (vi er nået til Henry) og svalerne holder flyveøvelser over den store græsplæne.
Havnøvej er himlen for trætte sjæle. Her er klar luft, god mad (det giver sig selv i min familie) og masser af tid. Andreas falder som regel i søvn i sofaen såsnart han sætter sig - ikke fordi selskabet keder ham, insisterer han på. Men sådan er Havnø-effekten bare. Man kommer helt ned i tempo, får tingene sat i perspektiv (eller i hvert fald på afstand) og kan nyde tiden, øjeblikket fuldt ud. Wellness på min måde: Ukrukket, ligetil og altid åbent. Og så kan man få mormors nybagte boller!