Hvad mor gør...

De første par dage efter hjemkomsten var Sophie-ducks ret morsyg. Forståeligt nok; jeg var det faste holdepunkt i hendes temmelig kaotiske tilværelse. Bliv hos mig, mor! Det er blevet til mange våde kys (hun har altså ikke lært ikke at bruge tungen endnu!), desperate knus og lange blikke. Hun ville vide præcis, hvor jeg var - ellers skulle der nok blive ballade.
Vi er nu gået ind i fase 2. Sophie kan godt klare at jeg render ud af rummet igen, omend hun stadig ser noget bekymret ud, når jeg kommer tilbage. Visse lyde får hende stadig til at græde, såsom hårtørreren, støvsugeren og blenderen. Jeg lever altså med uglet hår, nullermænd og gaffelmost mad. Men fase 2 indebærer også, at alt hvad mor gør er fantastisk. Hun er simpelthen den største fan, jeg nogensinde har haft - hun kan endda udkonkurrere Andreas Persson, som tålmodigt bar min taske til og fra skole hver dag i 3. klasse. Og det siger vist ikke så lidt.
Hvad mor spiser, det vil Sophie have. Og for at vise mor, hvor stor og dygtig hun er, vil hun helst spise selv. Gerne med mors gaffel, mens hun smiler så stort at maden falder ud med det samme igen. For rigtig at multitaske kan hun godt opføre en lille salsa på stedet, eventuelt kombineret med et par yogaøvelser.
Jo, Sophie er dygtig. Og det er jeg også blevet - til at tørre op. For faen et svineri! Jeg gruer lidt for, om Christine får permanent ticks af at have os på besøg i næste uge. For Christine har det mest ordentlige, rene og nydelige hjem, jeg kender. Sådan cirka den dimentrale modsætning af Maren H vej 12. Godt nok gør jeg rent, når prinsessen er blevet puttet (skrækken for støvsugeren, I ved), men det hjælper ikke rigtig. Der skal ikke mere end et morgenmåltid til, før spisestuegulvet kan forsørge en afrikansk landsby et par uger eller mere.
Til svømning ser de andre mødre meget misbilligende på min yndige datter. Deres børn er yngre, kun knapt begyndt på mos og grød. De sidder altså stadig artigt på mors skød og spiser nogenlunde pænt. Min datter ligner noget der har været i slåskamp med Pumba; hun har en motorvej af madrester fra hagen og ned, med enkelte bremsespor koncentreret i halsfolderne (jep, flertal) og ved knæene. Vi SKAL bare nå at spise lige inden svømning, og så er der altså ikke også tid til at skifte tøj. Uanset hvor meget jeg passer på, ender det alligevel sådan. For let's face it: Mor og datter elsker at grise. Og hun er jo så dygtig. Ikke?
I det hele taget går meget af vores tid med at lege Følge John. Mor agerer, Sophie imiterer. I begyndelsen var det sødt, men efterhånden kan det faktisk godt være lidt spooky at have en skygge omkring sig. Når jeg står og rører i aftensmaden, ser jeg pludselig min meget koncentrerede datter på gulvet i færd med røre rundt i legetøjet med en My Little Pony. I ved, lyserød hest af plastik med Prinsesse Miamaja-hår. Nylon, skrigende pink og meget strittende. Det ser afsindig sødt ud! Men kan altså godt være lidt specielt i længden.
Omvendt har vi nu altid noget at lege. Først leger vi "Rede Sophies hår", så leger vi "Børste Sophies tænder" (hun er helt vild med den elektriske tandbørste - hvad har jeg dog gjort???), og bagefter leger vi "Sophie reder sengen". Den er hun ikke så god til. Endnu. For denne imiteren holder vel ikke op før hun når teenageårene? Hvad siger de erfarne mødre?