Galskab i træernes bløde skygge

At blive forældre giver ens forhold en fantastisk dimension. Man bliver intime på en helt ny måde - samværet bliver mere intenst, intuitivt og fuldstændig underlagt barnets præmisser. I hvert fald i vores moderne version, hvor Barnet skal have sin portion kvalitetstid. Og herregud, vi giver det så gerne. Døgnet HAR bare flere timer nu, så vi når på mirakuløs vis det alt sammen alligevel.
Eneste hage ved affæren er, at man er stavnsbundet til hjemmet fra klokken 8 om aftenen, når Guldklumpen er puttet. Man kan selvfølgelig godt være fleksibel, tage hende med på tur og så leve med konsekvenserne dagen derpå. Det går glimrende et stykke af vejen, men ikke i længden. Om ikke andet så bukker moderen under for den dårlige samvittighed til sidst!
Så hver aften efter klokken otte hygger vi os, indenfor visse fastsatte rammer. Vi har Voksentid, spiser lidt lækkert, nusser hinanden og stener totalt i manglen på nattesøvn. Dejligt, men man får altså matrikel-kuller til sidst, selskabet til trods.
Så er det godt, man har mumse og muffe, aka Mormor og Morfar, aka Bodil og Søren. Søndag aften serverede de middag, delte en flaske rødvin med os og sendte os så i byen. Søndag? spørger den opmærksomme læser. Ja da. Nybagte forældre er glade uanset hvilken dag, de slippes løs. Nå ja - så var der lige den der Katie Melua koncert i Skovdalen!
Forestil jer et klassisk græsk teater; siddepladser på en skovskråning, en lille scene i bunden af dalen, vajende bøgetræer på begge sider og dybblå augusthimmel over os. Min elskede ved siden af mig på et intermistisk tæppe (en af militærets ponchoer), Katie Meluas blide stemme smygende omkring os og al tid i verden. For første gang i meget lang tid alene, ude i verden efter klokken 8, og så oven i købet i romantiske omgivelser.
Sikke vi gabte! Katie var fantastisk, det er slet ikke det. Gåsehud og tårer i øjnene, da hun gav los til The Closest Thing to Crazy. Hendes stemme er omvendt proportional med hendes størrelse, og hun er altså nogenlunde på højde (eller lavde, om man vil) med mig.
Så der sad vi, tæt omslyngede, nød musikken, omgivelserne, augustnatten og friheden. Og gabte uendeligt ofte og meget, af træthed og mæthed og netop på grund af friheden. Jeg kan sagtens forstå de forældre, der booker en barnepige og tager på hotel for at sove. Det andet skal man nok nå - men at virkelig kunne nyde friheden, holde fri og lave ingenting, se det er luksus.
Næste gang skal vi ud at spise brunch. Og så hjem og sove. Bare fordi vi kan!