Sophies to første ord

Sophie taler!
Ok, det kan godt være, der skal en meget elskende mor til at høre det, men jeg er sikker i min sag: Hun taler.
Forleden dag sad vi og kiggede på et af hendes absolutte yndlingsdyr, køer. Vi har en fin bog fra onkel Mads hvor man kan føle dyrene. Og her er koen altså særligt flot, egentlig meget flottere end i Den kæmpestore bog om bondegården. Man er vel en pædagogisk mor, ikke sandt. Og derfor fortæller man fint om alle dyrene; se her en en ko, den spiser græs og har fire maver, dens mand er en tyr (!), barnet hedder en kalv, og hvad er det koen siger, Sophie. Muuuhv, brummer det kloge barn. Iiiih, Sophie hvad sagde du! Kan du sige muuuh? Hvortil mit søde barn blot brummer og kravler ned fra sofaen. Herregud, dumme mor, nu har jeg jo bevist at jeg kan!
Det næste ord var ganske typisk for familien. Spisetid, mor eksede rundt for at nå at få maden klar inden Det Kritiske Stadie indtraf, og Sophie blev sat i højstolen med en klump agurk. Den er hun heldigvis stadig et stykke tid om at spise, sine 6 tænder til trods. Da maden endelig er klar, og jeg sætter tallerkenen med dampende kartofler, fiskefrikadelle, mange touts svømmende i smør og lidt avocado, smiler prinsessen stort og udbryder: Madr! Og det kan hun have ret i.

Nu skal vi bare have lært hende hvad nej betyder.