Nye billeder på sitet!

I kender linket, ikke? God fornøjelse!

Galskab i træernes bløde skygge

At blive forældre giver ens forhold en fantastisk dimension. Man bliver intime på en helt ny måde - samværet bliver mere intenst, intuitivt og fuldstændig underlagt barnets præmisser. I hvert fald i vores moderne version, hvor Barnet skal have sin portion kvalitetstid. Og herregud, vi giver det så gerne. Døgnet HAR bare flere timer nu, så vi når på mirakuløs vis det alt sammen alligevel.
Eneste hage ved affæren er, at man er stavnsbundet til hjemmet fra klokken 8 om aftenen, når Guldklumpen er puttet. Man kan selvfølgelig godt være fleksibel, tage hende med på tur og så leve med konsekvenserne dagen derpå. Det går glimrende et stykke af vejen, men ikke i længden. Om ikke andet så bukker moderen under for den dårlige samvittighed til sidst!
Så hver aften efter klokken otte hygger vi os, indenfor visse fastsatte rammer. Vi har Voksentid, spiser lidt lækkert, nusser hinanden og stener totalt i manglen på nattesøvn. Dejligt, men man får altså matrikel-kuller til sidst, selskabet til trods.
Så er det godt, man har mumse og muffe, aka Mormor og Morfar, aka Bodil og Søren. Søndag aften serverede de middag, delte en flaske rødvin med os og sendte os så i byen. Søndag? spørger den opmærksomme læser. Ja da. Nybagte forældre er glade uanset hvilken dag, de slippes løs. Nå ja - så var der lige den der Katie Melua koncert i Skovdalen!
Forestil jer et klassisk græsk teater; siddepladser på en skovskråning, en lille scene i bunden af dalen, vajende bøgetræer på begge sider og dybblå augusthimmel over os. Min elskede ved siden af mig på et intermistisk tæppe (en af militærets ponchoer), Katie Meluas blide stemme smygende omkring os og al tid i verden. For første gang i meget lang tid alene, ude i verden efter klokken 8, og så oven i købet i romantiske omgivelser.
Sikke vi gabte! Katie var fantastisk, det er slet ikke det. Gåsehud og tårer i øjnene, da hun gav los til The Closest Thing to Crazy. Hendes stemme er omvendt proportional med hendes størrelse, og hun er altså nogenlunde på højde (eller lavde, om man vil) med mig.
Så der sad vi, tæt omslyngede, nød musikken, omgivelserne, augustnatten og friheden. Og gabte uendeligt ofte og meget, af træthed og mæthed og netop på grund af friheden. Jeg kan sagtens forstå de forældre, der booker en barnepige og tager på hotel for at sove. Det andet skal man nok nå - men at virkelig kunne nyde friheden, holde fri og lave ingenting, se det er luksus.
Næste gang skal vi ud at spise brunch. Og så hjem og sove. Bare fordi vi kan!

Sophies to første ord

Sophie taler!
Ok, det kan godt være, der skal en meget elskende mor til at høre det, men jeg er sikker i min sag: Hun taler.
Forleden dag sad vi og kiggede på et af hendes absolutte yndlingsdyr, køer. Vi har en fin bog fra onkel Mads hvor man kan føle dyrene. Og her er koen altså særligt flot, egentlig meget flottere end i Den kæmpestore bog om bondegården. Man er vel en pædagogisk mor, ikke sandt. Og derfor fortæller man fint om alle dyrene; se her en en ko, den spiser græs og har fire maver, dens mand er en tyr (!), barnet hedder en kalv, og hvad er det koen siger, Sophie. Muuuhv, brummer det kloge barn. Iiiih, Sophie hvad sagde du! Kan du sige muuuh? Hvortil mit søde barn blot brummer og kravler ned fra sofaen. Herregud, dumme mor, nu har jeg jo bevist at jeg kan!
Det næste ord var ganske typisk for familien. Spisetid, mor eksede rundt for at nå at få maden klar inden Det Kritiske Stadie indtraf, og Sophie blev sat i højstolen med en klump agurk. Den er hun heldigvis stadig et stykke tid om at spise, sine 6 tænder til trods. Da maden endelig er klar, og jeg sætter tallerkenen med dampende kartofler, fiskefrikadelle, mange touts svømmende i smør og lidt avocado, smiler prinsessen stort og udbryder: Madr! Og det kan hun have ret i.

Nu skal vi bare have lært hende hvad nej betyder.

Nååh, søde Sophie

Prinsessen er syg. Meget sølle, klynkende, forældre-syg, - og har da også grund til det.
Feber (pt 38,9), dårlig mave (tykke børn kan også have tynd mave) og er åh-sådan-en-snothas. Snorunge. I klassisk forstand.
Det gør ondt at kravle, et nys fremkalder kuldegysninger og søvn er noget, fanden har skabt. Hun snor sig på lagenet, kampsveder og klynker i søvne. Dagens bedste søvn var i barnevognen (kun kassen, altså) midt på stuegulvet, hvor far multitaskede (!); læste HP mens han vippede kassen med foden. Tryghed, forældre i nærheden og et fantastisk rosa lys fremkaldt af den røde kaleche. Livet er nu simpelt.

Åh jeg må le

Ind i mellem skal man overlade ordet til andre. Eller måske rettere benytte sig af det gamle trick med billeder. Så hermed et lille billede: Nicole Kidman som vi andre ville have set ud. Altså fru Kidman uden hjælp fra andre end vorherre. Især min søde søster vil nok elske dette billede - hun er ikke så vild med den tynde furie. Jeg kan egentlig også bedst lide hende sådan her.

Andre aversioner kan også få deres behov dækket på: http://msndk.starlounge.com/article.cfm?objectid=7294&imagenr=8
Der er fx et skæppeskønt billede af hr og fru Beckham, som sikkert vil glæde deres amerikanske fans...

Heureka! Løsningen på en kedelig blog

Ha! Mig kan man ikke sådan snyde.
Jeg troede det var mangel på chokolade, der gjorde det. Måske mangel på havluft. Eller volumiøse frokoster indtaget til tonerne fra højrøstede måger. Måske hvidvin på strandpromenaden. Savnet af Se sweet life. Men nixen.

Løsningen er latter!

Det er jo egentlig ret indlysende. Latter føder latter. Som føder latter.
Forklaring? Ok.

På mit cv har jeg stående (som "Odd facts") at jeg griner mindst syv minutter om dagen. Latter er sundt, godt for helbredet men også for arbejdsmiljøet. Mener jeg!
Min tidligere chef - men samme arbejdsplads - mener så noget andet. Det er useriøst at le. Man kan ikke båd være fagligt dygtig og smilende. Nej, seriøsitet og professionalisme og slips fra begyndelsen af 90'erne hænger sammen. Klæder skaber folk, og smil skader imaget.
Godt så.
Min nuværende chef (stadig samme sted) var betænkelig over den formulering. At jeg i samme afsnit skrev at jeg holder af at bage boller, dykke på verdens koralrev og le hjertelig hele syv (7) minutter om dagen. At tænke sig, en medarbejder som både mener hun er kreativ, arbejdsom, en god kammerat - men fandme også tillader sig at være munter. Nej, det kan vi vist ikke have.

Sjovt nok gik sammenhængen slet ikke op for mig. Jeg må være lettere ubegavet alligevel.

Tanker fra en sofa

Lørdag aften. Aalborg. Har haft en skøn dag med mand og barn, shoppet rundt, spist frokost på Mølletorv, nydt at solen for en gangs skyld skinnede.
Og hvorfor sidder vi så her, ved siden af hinanden og glor på huse?
Livet føles ikke helt rigtigt. Noget er i ubalance. Vi elsker hinanden, vores dejlige datter vokser sig stor og smuk (hjerteknusende, faktisk), vores hus er snart færdigt (sådan da) - men alligevel er vi ikke tilfredse.
Hvad er der galt?
Er vi en generation af aldrig-tilfredse? Aldrig nok? Stræbende på en usund måde? Ude af stand til at nyde nuet, altid på udkig efter mere, et andet liv, vores helt eget som ingen andre lever det?
Eller er det en sund utilfredshed? Godt at vi siger fra, ikke lader os nøjes, men siger. Fandme nej, vi har kun det ene liv, vi skal sgu ikke sådan her. Vi vil noget andet. Noget mere.
Jeg aner det ikke. Med lydsporet fra Amarcord (Stik mig en kvinde) i baggrunden og min elskede i ryggen burde alt jo være fryd og gammen.
Det er det bare ikke. Og faktisk ved vi godt, hvor skoen trykker.

Nu skal vi så bare lige gøre noget ved det.

Suk.